Velkommen til Tarup Lægehus
Odense NV bliver en lægeklinik rigere når speciallæge i almen medicin Kamilla Pedersen den 3. januar 2022 åbner Tarup Lægehus på Rugvang 40. Dermed huser 2. sal over Tarup Bibliotek og Netto både tandlæge og læge.
Klinikken er indrettet med god plads og dejlige varme farver og der er elevatoradgang. Beliggenheden ved Tarup Center, fri parkering og et stort opland er optimal og valgt med både fornuftig indsigt og følelser.
– Jeg kommer egentlig fra Sjælland, men har altid haft min gang i Tarup, hvor min far er født og opvokset. Det var derfor også nærliggende at gennemføre lægestudiet her i Odense. I starten pendlede jeg fra Sjælland, men for 12 år siden flyttede vi til Tarup tæt på min fars barndomshjem, fortæller Kamilla Pedersen.
Speciallægeuddannelsen blev afsluttet i 2019 efter at have fungeret i forskellige lægehuse bl.a. i Faaborg og Assens. Siden har Kamilla været en del af Lægevagten, hvilket har været med til at give en god og bred erfaring.
Lige siden valget af speciale i Almen medicin, har Kamilla Pedersens mål været at åbne egen klinik. Og helst i Tarup.
– Jeg har købt et 0-ydrenummer, som betyder at der ikke følger patienter med. Men det er jeg helt tryg ved, og især da det er lykkedes at få lokalerne her på Rugvang så tæt på Tarup Center. Jeg får mulighed for selv at præge klinikken, få egne patienter og skabe en god kommunikation med dem. Jeg har ansat sygeplejerske Gitte Garzon, som vil varetage mange funktioner lige fra forundersøgelser til blodprøver. Så vi er helt klar til at modtage patienter, og kommer der rigtig mange, er der plads og mulighed for, at endnu en læge kan tilslutte sig Tarup Lægehus.
Hjemmesiden er under udarbejdelse og den vil selvfølgelig indeholde både e-konsultation, tidsbestilling m.m.
TARUP LÆGEHUS
v/læge Kamilla Pedersen
Rugvang 40, 2. sal (over netto) 5210 Odense NV
Tlf. 6916 5210